Nyttige oplysninger​

Når min hund skal have hvalpe

LØBETID

Hvis din hund er stambogsført og du forventer at stambogsføre hvalpene, så husk at få informationer om eventuelle avlsrestriktioner, således at relevante undersøgelser kan udføres før en evt. løbetid. (F. eks. Hoftefotografering til kennelklubben mv. ) Derved undgår man f. eks. at påvirke hunden med bedøvelse lige før en drægtighed påbegyndes.

En hund kommer i løbetid gennemsnitlig hver 6-8 mdr. Løbetiden varer som regel ca. 3 uger, og tæven er højløbsk på et tidspunkt i den midterste uge. (ofte dag 10-14).

Man kan bestemme tidspunktet nøjagtigt vha. blodprøver udtaget første gang ca. dag 8 i løbetiden.

Andre metoder er udtagelse af skrab fra skeden, eller man kan holde øje med skedeflåddets farve, som ofte vil skifte fra blodigt til strågult flåd, når tæven er højløbsk. Ved at betragte livmoderhalsen gennem et otoscop kan man ligeledes få en ide om hvornår parring bør ske.

Derudover kan tævens adfærd give en ide om tidspunktet – hunden står stille for hanhunde, og fører halen til side. (Dette kan også simuleres ved at røre ved hundens bagpart).

Sørg for at hunden er regelret vaccineret (helst før løbetiden indtræder), og evt. ormebehandlet (ligeledes før løbetid), spørg dyrlægen om det enkelte tilfælde.

PARRING

En naturlig parring er at foretrække, insemination bør kun foregå såfremt særlige forhold gør det nødvendigt.

Undgå for meget stress i forbindelse med parring. (nødvendig transport kan i nogle tilfælde desværre medføre stress for især tævehunden).

Lad han og hunhund se hinanden an under frie forhold – med opsyn. (Selv om en tæve er højløbsk vil hunden ikke nødvendigvis acceptere hanhunden.) Såfremt tæven ikke er klar til parring, så lad ikke hundene blive sammen for længe, det kan trætte dem begge.

En normal parring medfører at hundene ”hænger sammen” i 20-30 min, de skal lades i fred under seancen.

Husk at skrive datoen for parringen/parringerne ned til senere beregning af fødselstidspunktet.

FODRING AF TÆVE OG HVALPE

Det er en god ide at fodre tæven med hvalpefoder når hun er ca. 1 mdr henne i drægtigheden, samt så længe hun ammer. Hvalpefoder tilbydes hvalpene i 3 – 4 ugers alderen, i blended opblødt tilstand. Her gives den første ormekur.
Hav evt. mælkeerstatning parat til svækkede hvalpe.

FØDSLEN

Drægtighedens længde er ca 63 dage (+/- 2 døgn). Det kan være en god ide at måle tævens temperatur den sidste uges tid før forventet fødsel, temperaturen falder nemlig ca. 1 grad når der er 1-2 døgn tilbage før fødsel.

Tæven kan udvikle opblokningsuro, (kan ikke finde hvile, skraber tæpper osv.) ca. 1 døgn før den egentlige fødsel går i gang. Det er en god ide tidligt i drægtigheden at lave en god stor fødekasse, evt. med aftagelig indgang, således at tæven kan vænne sig til at opholde sig der, før fødslen.

Kom aviser i kassen inden fødslen.

Tæven må ikke have afgang af fostervand (grønsort er den normale farve), eller have egentlige veer i mere end 2-3 timer uden at der fødes en hvalp, hver hvalp fødes med ca. ½ op til 2-3 timers mellemrum.

Hold øje med om tæven selv fjerner fosterhinder fra den nyfødte hvalp, ellers træd til og hjælp.

Husk at holde området hvor hvalpene fødes varmt (og tørt) (26-30 grader).

LAD TÆVEN FØDE I RO OG FRED, OBSERVER TÆVEN EVT. PÅ AFSTAND. (Hvis hunden syntes bedre tilpas ved ens selskab, er det naturligvis også ok.) Undgå gæster de første dage.

Vej hvalpene ved fødslen og i de kommende dage, således at man kan følge med i om de tager normalt på. Et lille vægttab kan ses det første døgn. Det kan være nødvendigt at hjælpe evt. svage hvalpe til at die.

Hjælp med mælkeerstatning, spørg evt. dyrlægen til råds – men modermælk er bedst, hvis der er nok af den !!

PRÆGNING

Det er godt for små hvalpe at ”se verden” allerede i en tidlig alder. Så når de første uger er gået, og hvalpene er begyndt at interessere sig for omgivelserne er det godt for dem at få nogle gode oplevelser såvel ude som inde, og gerne invitere ”fremmede” mennesker på besøg.

Små hundehvalpe som vokser op ”i køkkenet”, vil ofte udvikle et normalt og sundt forhold til almindelige hjemlige aktiviteter (støvsugeren osv.), og til mennesker.

NÅR HVALPEN SKAL HJEMMEFRA

Er du medlem af Dansk Kennel Klub, har disse en købskontrakt som er et godt udgangspunkt for både sælger og køber – og som ikke medlemmer naturligvis også kan have glæde af.
Har køber ikke haft hund før, er det måske en ide at fortælle lidt om det ansvar, det er at have hund, og om de pligter der følger med glæderne.
Giv gerne noget af det anvendte hvalpefoder med køberen hjem. Såfremt køber ønsker at fodre med et andet hvalpefoder, er det en god ide at lave en gradvis overgang, hvor det ”nye” foder blandes med det ”gamle”. Dette vil forebygge mange diarretilfælde hos de nyflyttede hvalpe.
Oplys køber om hvilke ormekure/vaccination hvalpen har fået. Oplys altid køber om hvilke eventuelle fejl der kan være konstateret (fejlstillede tænder, navlebrok, haleknæk mv.) for at undgå senere misforståelser. 

Bindslev Dyrehospital
Vesterå 20
9881 Bindslev
Bindslev (+45) 98 93 88 99

Email: info@bindslevdyrehospital.dk

Bindslev Dyrehospital
Østre Strandvej 25A
9990 Skagen
Skagen (+45) 98 44 64 00

Email: info@bindslevdyrehospital.dk

​Følg os på Facebook, og læs seneste nyt.

​Find os på kortet, eller under kontakt